Eksperter er ikke i tvivl: – Der kan gøres mere for at forebygge arbejdsulykker i Danmark 

(Arbejdsulykker koster hvert år det danske samfund 28,4 milliarder kroner, viser en beregning fra Beskæftigelsesministeriet. Foto: Privat)

Fra 2017 til 2022 er der sket en markant stigning i antallet af alvorlige arbejdsulykker i Danmark. Samtidig er man i Danmark ikke lykkedes med for alvor at nedbringe antallet af arbejdsulykker. Eksperter mener, vi kan gøre mere for at vende udviklingen. 

Af Anders Bagge og Morten Wagner

Marlene Nielsen har for få øjeblikke siden afsluttet morgenens første besøg. Hun er udekørende hjemmehjælper og cykler på en lang, lige vejstrækning ind mod Kolding centrum. 

Det regner. 

Og om lidt skal hendes liv ændre sig fundamentalt. 

For på vejbanen, der løber parallelt med cykelstien, holder en bil, der skal dreje. Marlene Nielsen går ud fra, at føreren af bilen har set hende og cykler lige over krydset. 

I det samme drejer bilen til højre – direkte ud i Marlene Nielsen. Hun kan intet gøre. 

“Pludselig ligger jeg på vejen og har en bil ovenpå mig, der kører mit højre underben over. Jeg skriger i smerte og chok.” 

En bekymrende statistik 

Da Marlene Nielsen blev kørt ned på sit arbejde, blev hun med ét en del af en bekymrende statistik. 

Fra 2017 til 2022 er der sket en markant stigning i antallet af alvorlige arbejdsulykker, viser tal fra Arbejdstilsynet. Al data og statistik i artiklen er fraregnet covid-19 tilfælde. 

I antallet af anmeldte arbejdsulykker med et forventet fravær fra tre-seks måneder er der også sket en stigning i perioden på 397 anmeldelser svarende til 33 procent. 

En alvorlig arbejdsulykke defineres her som, at den tilskadekomne på anmeldelsestidspunktet ventes at være fraværende fra sit arbejde i seks måneder eller mere. På fem år er der sket en stigning på 290 anmeldelser svarende til 68 procent. 

I samme periode (Dec. 2017-dec. 2022) er Danmarks samlede beskæftigelse steget med ni procent, viser tal fra Danmarks Statistik. 

(Artiklen fortsætter under graferne) 

Graf 1: Anmeldte arbejdsulykker bortset fra covid-19 tilfælde med et forventet fravær* på seks måneder eller derover. 
*Forventet fravær (arbejdsudygtighed) på anmeldetidspunktet. 
Antallet af anmeldte arbejdsulykker med et forventet fravær på seks måneder eller mere er steget fra 427 anmeldelser i 2017 til 717 anmeldelser i 2022. 
Kilde: Arbejdstilsynet 
Graf 2: Anmeldte arbejdsulykker bortset fra covid-19 tilfælde med et forventet fravær* på tre til seks måneder. 
*Forventet fravær (arbejdsudygtighed) på anmeldetidspunktet. 
Antallet af anmeldte arbejdsulykker med et forventet fravær på tre til seks måneder er steget fra 1188 anmeldelser i 2017 til 1585 anmeldelser i 2022. 
Kilde: Arbejdstilsynet 

Vi forbedrer os ikke 

Kent J. Nielsen er en af Danmarks førende eksperter i arbejdsmiljø og forebyggelse af arbejdsulykker. Han er seniorforsker på Arbejdsmedicinsk klinik på Regionshospitalet Gødstrup, hvor han har forsket i forebyggelse af arbejdsulykker i mere end 20 år. 

Han konkluderer, at det er trist, at vi i Danmark ikke forbedrer os på ulykkesområdet i øjeblikket.  

Da han præsenteres for stigningen på 68 procent i antallet af alvorlige arbejdsulykker i kategorien “forventet fravær på seks måneder eller mere”, tager han dog sine forbehold. Han er ikke overbevist om, at det er en reelt stigende tendens, der er tale om. Det kan være et tilfældigt udsving. 

Derfor forholder han sig mere uroligt til, at det totale antal anmeldte arbejdsulykker samt ulykkesincidensen har ligget stabilt de seneste 14 år med cirka 42.000 anmeldte arbejdsulykker om året i gennemsnit. 

Ulykkesincidensen er antallet af anmeldte arbejdsulykker per 10.000 beskæftigede. 

Den gennemsnitlige ulykkesincidens fra 2009 til 2022 er på 150,6 anmeldte arbejdsulykker per 10.000 beskæftigede. De seneste to år har ulykkesincidensen ligget på 152 og 153. Dermed er den altså tilbage på samme niveau som før coronakrisen. 

“Det er bekymrende, at kurven ikke falder. Det skulle den jo gerne. Og der er heller ikke noget, der tyder på, at den kommer til at falde, når man kigger på udviklingen. Så jeg føler ikke ligefrem, at vi står på kanten til, at der sker noget fantastisk på det her område,” siger seniorforsker Kent J. Nielsen. 

(Artiklen fortsætter under grafen) 

GRAF 3: Udviklingen i antallet af anmeldte arbejdsulykker og incidens* 2003-2022 
*Anmeldeincidensen er beregnet pr. 10.000 beskæftigede. 
Det er værd at bemærke, at incidensen stiger i højkonjunktursperioder som for eksempel i årene op til finanskrisen i 2008 – og nu efter hjulene er kommet i gang post covid-19. 
Kilde: Arbejdstilsynet 

Når seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Jeppe Ajslev kigger ud over det danske arbejdsulykkelandskab og de studier, der bliver lavet om arbejdsmiljøprofessionelle, partsinstitutioner og Arbejdstilsynets arbejde, så kunne man sagtens øge fokus på det forebyggende arbejde, vurderer han. 

“Det er jo også vores store frustration i forskningen. Hvordan kan vi få folk til at agere efter det, der virker? Det er en af de helt grundlæggende ting, vi forskere taler om. 

Så man kan godt gøre mere for at forbygge arbejdsulykker i Danmark, end man gør nu? 

“Selvfølgelig kan man det. Ellers var vi ikke stagneret. Og har haft svagt stigende tal de seneste par år,” siger han. 

 
Ulykken fylder i hverdag 

Marlene Nielsen arbejder som social- og sundhedshjælper på tolvte år, da hun kommer ud for sin arbejdsulykke den 22. november 2019. 

De sidste fem af årene er hun ansat i Kolding Kommunes Hjemmepleje City. Et arbejde, hun er utrolig glad for, og som hun finder meningsfuldt. 

Privat bor hun i hus med sin mand og deres to døtre Ellie og Nova på henholdsvis fem og seks år. 

I dag er Marlene Nielsen ikke helt sikker på, om ulykken kunne have været undgået. 

Hun havde lys på cyklen. Alligevel så bilisten hende ikke. 

“Jeg tænker stadig på ulykken hver dag. Det fylder stadig rigtig meget, siger Marlene Nielsen. 

(Artiklen fortsætter under billederne) 

Højkonjunktur forklarer stigning 

I august 2023 var der flere end tre millioner danskere i beskæftigelse, viser tal fra Danmarks Statistik. 

Ser man på udviklingen de seneste par år er både ulykkesincidensen og antallet af anmeldte arbejdsulykker steget. Faktisk var antallet af anmeldte arbejdsulykker i 2022 med sine 46.434 det højeste antal siden 2008, mens ulykkesincidensen på 153 ikke har været højere siden 2015. 

Blandt andet derfor er det heller ikke umiddelbart overraskende, at antallet af ulykker stiger i øjeblikket, vurderer både Jeppe Ajslev og Kent J. Nielsen. 

Det baserer de på studier fra både ind- og udland, der viser en sammenhæng mellem konjunkturer i samfundet og antallet af arbejdsulykker. 

“Når vi er inde i en højkonjunktur, er der mere travlt ude i virksomhederne. Der mangler arbejdskraft, og der er mindre tid til planlægning og instruktion. Der kan også være en tendens til, at den enkelte arbejder flere timer, og vi ved, når man har arbejdet flere timer i træk, at der sker flere ulykker,” siger Kent J. Nielsen, der suppleres af Jeppe Ajslev: 

“Når der er rigtig høj beskæftigelse, så er der også flere, der kommer til skade, fordi der kommer en gruppe ud på arbejdsmarkedet, som ikke normalt ville være der. Og de kan have en større risikoprofil end dem, der er på arbejdsmarkedet, når vi har lavkonjunktur.” 

 
Landminen i slagteriet 

Uanset ulykkens natur bør arbejdsgiver altid sørge for at gå tilbage i årsagskæden og se på, hvad der kan være skyld i ulykken, understreger seniorforsker Kent J. Nielsen. 

Han illustrerer sin pointe med et eksempel fra et dansk slagteri, der fandt sted i juni 2023. 

En slagterimedarbejder går inde i en såkaldt kassevasker for at gøre rent, da maskinen bliver bragt til start af en kollega. 

Vedkommende i maskinen bliver klemt og omkommer. 

Det kan være nærliggende at tænke, at det er en menneskelig fejl, der får fatale konsekvenser, men det, mener Kent Nielsen ikke, der er tale om. For det system, som maskinen egentlig skulle have, der gør, at man ikke kan tænde den, når der er personer inde i den, fungerede ikke. 

Maskinen blev indkøbt for 12 år siden og har altså været igennem 12 interne og 12 eksterne auditeringer. 

“Maskinen har stået der i al den tid og været farlig og bare ventet på, at nogen opførte sig forkert omkring den. Så der er blevet lagt en landmine ud i det her arbejdsmiljø, og så gik der 12 år, før der var en, der trådte på den,” siger han. 

Verden går under 

Efter ulykken kommer SOSU-hjælper Marlene Nielsen på sygehuset. Her får hun at vide, at hun har flere brud på sit ben og står overfor et ret kompliceret indgreb, da et af bruddene går op i knæet. 

Den første operation foregår senere samme dag. Hun får sat et stativ ind i benet for at stabilisere det. Morgenen efter bliver hun opereret igen. 

Efter en periode til at komme sig forlader hun Kolding Sygehus. 2 titaniumplader og 15 skruer rigere. 

Og så med en nedslående besked. 

For kirurgen, der har opereret hende, kan ikke svare på, om hun nogensinde kommer til at kunne bruge sit knæ ordentligt igen. 

“Der går min verden under, for jeg har ikke lyst til at være halt resten af mit liv,” siger Marlene Nielsen. 

Marlene Nielsens fagforening FOA kender godt til konsekvenserne for den enkelte, når de kommer ud for arbejdsulykker, forklarer fagpolitisk ordfører i FOA, Maria Klingsholm. 

Indsigten kommer sig blandt andet af, at det er fagforeningen, der kører erstatningssagerne for deres medlemmer. 

Særligt i døgn- og hjemmeplejen – hvor mange af FOA’s medlemmer, ligesom Marlene Nielsen, arbejder – sker der mange arbejdsulykker. Faktisk var det den branchegruppe i Danmark, der i 2022 havde flest anmeldte arbejdsulykker, viser tal fra Arbejdstilsynet. 

“Der er nogle voldsomt grelle eksempler på arbejdsulykker, hvor medarbejdere, der kommer ud for dem, enten er nødt til at forlade deres arbejdsplads eller arbejdsmarkedet helt. Og det er det rigtig, rigtig skidt,” siger Maria Klingsholm. 

FAKTABOKS: 
Top 5 over brancher med flest anmeldte arbejdsulykker i 2022. 
(Branchernes ulykkesincidens* står skrevet i parentes) 

  1. Døgninstitutioner og hjemmepleje – 6.164 (310) 
  1. Bygge- og anlæg, samlet – 6.127 (322) 
  1. Kontor – 3.671 (69) 
  1. Undervisning – 3.084 (162) 
  1. Daginstitutioner – 2.771 (187) 

*incidensen er antallet af anmeldte arbejdsulykker per 10.000 beskæftigede

Kilde: Arbejdstilsynet

Et skøn fra ministeriet 

Den 26. oktober 2023 offentliggjorde Beskæftigelsesministeriet et skøn af de årlige samfundsøkonomiske omkostninger ved arbejdsulykker. Ministeriet estimerer, at det samlet set beløber sig til 28,4 milliarder kroner: Det svarer til cirka en procent af bruttonationalproduktet i 2023. 

De samlede omkostninger dækker over et tab på 2,6 milliarder kroner for de tilskadekomne, 14,2 milliarder kroner for arbejdsgiverne og 11,5 milliarder kroner for det offentlige. 

Senioranalytiker i Arbejdsmarkedets Erhvervsråd, Kristoffer Lind Glavind, har set nærmere på Beskæftigelsesministeriets beregninger og hæfter sig ved én ting. 

“Bare på sundhedsområdet i det offentlige, kan vi se, at arbejdsulykker koster 600 millioner kroner om året. Det er ikke så mange penge i det store billede, men i et forvejen presset sundhedssystem er det et rigtigt stort beløb,” siger han. 

Arbejdsulykker har altså store økonomiske omkostninger for det danske samfund hvert eneste år. For at sætte den årlige omkostning på 28,4 milliarder kroner i perspektiv, ville man for det beløb kunne bygge tre nye supersygehuse. Om året. Den økonomiske ramme, der er fastsat til at bygge det nye Odense Universitetshospital, er nemlig 8,6 milliarder kroner. 

 
En total falliterklæring 

Mens Marlene Nielsen over julen 2019 er sengeliggende i hjemmet, tænker hun mest på sine to døtre og sin mand. 

Hun har hele tiden en idé om, at hun skal op og være der for dem, selvom benet i det første lange stykke tid ikke vil samarbejde. 

Når hun står oprejst, er hun ude af stand til at få sin fod og hæl til at røre jorden. 

Alligevel er situationens alvor på det her tidspunkt endnu ikke gået rigtigt op for hende. 

Hun starter til genoptræning af benet, men som månederne går, kommer et mere uhåndgribeligt problem snigende. 

Marlene Nielsen begynder at få mareridt om natten. I drømmene ser hun, hvordan bilen kører hende over og hører, hvordan hun skriger. 

Om dagen oplever hun at blive forskrækket over de mindste ting. Hun føler sig bange. Og på trods af, at hendes venner altid har beskrevet hende som “den mest sociale pige”, trækker hun sig fra sit netværk og isolerer sig i hjemmet. 

Det er her, sagens alvor dæmrer for SOSU-hjælperen, der var så vant til at være i total kontrol. Det er her, hun bliver klar over, at hun er blevet syg på mere end en facon. Det er her, hun går fra hjælper til hjulpen. 

“Det er så hårdt at gå fra at være den, der lever af at hjælpe andre, til selv at skulle bede om hjælp. Det føltes som en total falliterklæring og en begyndende identitetskrise,” siger Marlene Nielsen. 

(Artiklen fortsætter under billedet) 

(Det fremgår af anmeldelsen fra Kolding Kommune til Arbejdstilsynet, at bilisten på ulykkestidspunktet erkendte ikke at have overholdt sin vigepligt. Foto: Privat)

Tidligere, højere, bredere 

Seniorforsker Jeppe Ajslev mener, at videnskaben har svaret på, hvad der virker mest effektivt, hvis man ønsker et arbejdsmarked med færre arbejdsulykker. 

Konkret drejer det sig om implementeringen af en praksis, som blandt andre seniorforsker Kent J. Nielsen står bag, der kaldes ‘tidligere, højere, bredere’ og som har til formål at forebygge arbejdsulykker. 

Ifølge Jeppe Ajslev virker principperne på tværs af alle brancher. Det er der en række studier, der viser. 

“Vi ved sindssygt meget om, hvad vi kan gøre. Når virksomhederne gør det her på forskellige konkrete måder, så kan de faktisk implementere tiltag, som gør, at det ikke behøver at være så hamrende farligt at være på arbejde,” forklarer han. 

FAKTABOKS 

1. Forebyggelse skal tænkes ind tidligere i arbejdsprocesserne, fx gennem bedre planlægning. Undgå brandslukning. 
 
2. Der skal findes løsninger, der er højere oppe i forebyggelseshierarkiet, fx tiltag baseret på design, fysiske rammer, teknologiske løsninger. 
 
3. En bredere skare af personer og faggrupper skal involveres, fx arkitekter, designere, ingeniører og lignende. Forebyggelse starter ikke ved de timelønnede på gulvet i den skarpe ende. 

Kilde: Kent J. Nielsen

Profit over sikkerhed 

Når seniorforsker Kent J. Nielsen skal vurdere, hvordan antallet af arbejdsulykker vil se ud om ti år, kigger han først historisk på udviklingen. 

Han peger på, at man i Danmark har udliciteret nogle af de brancher, som historisk set har haft mange arbejdsulykker. 

Det kunne eksempelvis være landbruget, der i dag ikke har lige så mange arbejdsulykker samlet set, fordi der ikke er lige så mange, der arbejder i landbrugsfaget som tidligere. Kent J. Nielsen understreger dog, at landbruget fortsat har en “tårnhøj incidens” og et vis antal dødsulykker. 

Pointen er, at der efterhånden ikke er ret mange af de farlige brancher tilbage, der kan outsources. 

Eksempelvis kan bygge- og anlægsbranchen, der ligger højt i ulykkesstatistikkerne, i sagens natur ikke udliciteres. 

Derfor vurderer han, at der er risiko for, at det samlede antal arbejdsulykker kan være uændret om ti år. 

“Hvis ikke vi for alvor gør noget, vil tallene blive ved med at gå op og ned sammen med konjunkturerne. Det kræver en større velvilje hele vejen rundt, og at sikkerhed bliver vigtigere, end det er lige nu og her. Det skal konkurrere med andre vigtige værdier og ting som eksempelvis profit, men det har vi ikke råd til,” siger han. 

Frygten for ledigheden 

I dag har Marlene Nielsen for længst fået papirer på, at hun blev syg af sin arbejdsulykke den tidlige novembermorgen i 2019. 

Hun er blevet udredt af en psykiater, der stillede diagnoserne Posttraumatisk Stresssyndrom (PTSD) og depression. 

Sideløbende har hun fået en méngrad, en speciallægeerklæring og ifølge hende selv kæmpet en sej kamp for at få erstatning. 

Hun har modtaget psykologhjælp ved 25 forskellige lejligheder og tager 120 milligram Duloxetin dagligt for sin depression. Det er den højeste dosis, man må give et menneske. 

Alligevel er der også ting at glæde sig over. Pigerne er gode til at støtte og forstå, når deres mor har brug for at lægge sig et øjeblik. Rent personligt er der også sket positive forandringer for Marlene Nielsen. 

Hun har lært sig selv bedre at kende og arbejder hele tiden med at være taknemmelig over, at det trods alt ikke gik være end det gjorde. 

Snart gælder en afklaring i kommunen for at finde ud af, om, og i så fald hvordan, Marlene Nielsen skal vende tilbage til det arbejdsmarked, hun er sygemeldt fra. 

“Jeg har smerter og nerveskader i benet. Men det psykiske er sværere. Jeg føler, at jeg ændrede personlighed efter ulykken. For hvad er jeg nu? Jeg er stadig mor, men jeg bidrager jo ikke med noget til samfundet. Jeg frygter, at jeg snart skal være arbejdsløs, for jeg har jo altid arbejdet og aldrig været ledig før.” 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *